Anmeldelse af debut Cd'en "Adios Astor" i Jazzspeciel (af Peter Rahbek):

"Endnu en smuk hyldest til Astor Piazzolla og hans originale tango-musik og denne gang med tre danske musikere fra miljøet i og omkring Det Jyske Musikkonservatorium. Som altid med Piazzollas tonekunst bevæger vi os på grænsen mellem ny argentinsk klassisk musik og jazz. Musikerne skal helst beherske begge dele og evne at formidle tangoen med al dens passion, nerve og energi. Det gør trioen her. Og i tillæg til Piazzollas kompositioner får vi endnu to, der er skrevet af henholdsvis pianisten Jens Munch og bandoneón-spilleren Emir Bosnjak. Jens Munchs bidrag kombinerer Bach-inspireret matamatisk klarhed med tangoens mere sanselige udtryk. En balance der er svær. Men bortset fra lidt rytmisk usikkerhed går det overraskende godt. Mere original og sangbar opleves Emir Bosnjaks komposition, der er cd'ens titelnummer. Trioens tredje medlem, bassisten Mads Uldall spiller undervejs flere smukke, næsten cello-agtige, strøgne bassoli, og Emir Bosnjaks respektfulde arrangementer tildeler i det hele taget bassen en stor og vigtig rolle i trioens samlede udtryk."

Besøg trioen også på myspace!!